Vistisens vision varede 17 år

Vistisens visionære visit varede 17 år 

Manden, der om nogen har udviklet og ledet Operaen i Midten mener, at han godt kan være bekendt at overlade taktstokken til andre efter 17 år.

– Opera er ikke det, der rager længst op i kulturlandskabet i Midt- og Vestjylland. Vil man skabe forestillinger med sungne replikker, som folk i Humlum og Herning har lyst til at se og høre, skal de handle om noget, de kan identificere sig med. Det har jeg altid haft forståelse for, for jeg er selv vestjyde med krop og sjæl!  

Sådan siger Flemming Vistisen på falderebet. Efter 17 år i spidsen for egnsteatret Operaen i Midten finder han tidspunktet inde til at takke af pr. 1. august. Ikke fordi han er kørt træt i hverken opera eller ensembleledelse, men han er fyldt 66 år, og nu vil han gerne prøve andre sider af tilværelsen af. 

Teaterskole, involvering af børn og unge i opsætninger, internationale samarbejdsprojekter og ikke mindst musikdramaer, der i et nutidigt sprog tager fat i store emner som kærlighed, sex, identitet og religion. Det har Operaen i Midten spændt over og altid med en professionalitet, som hovedpersonens egen baggrund er et billede på. Flemming Vistisen er konservatorieuddannet i slagtøj og musikteori, og han tog en dirigentuddannelse hos The Royal Academy of Music i London med udmærkelse.  

– I starten hed vi Musikdramatisk Teater, og det betegner meget præcist, hvad det er, vi gennem årene har søgt at udbrede kendskabet til og nyudvikle. Det har været modigt og visionært af de fire kommuner Ikast-Brande, Herning, Holstebro og Struer at støtte os økonomisk, men trods det er vi det egnsteater i landet, der har det mindste budget. Det har i den grad været udfordringen for Operaen i Midten at bruge så få penge som muligt på daglig drift og i stedet kanalisere det, vi har, over i at skabe nutidig scenekunst af høj kvalitet, siger Flemming Vistisen. 

Operachef Flemming Vistisen på cykel med en invitation til kulturministeren. Foto: Anders Hjerming.

At det er lykkedes er blevet bemærket og beundret af hans kollega og samarbejdspartner Kasper Holten, der ovre i den modsatte ende af landet har en del flere ressourcer at gøre godt med på Det Kongelige Teater i København.

Flemming Vistisen afleverer et nøglefærdigt program for teatersæson 2021-2022 til sin efterfølger. 
– Det bliver en opsummering af, hvad vi har lavet gennem årene. Operaen i Midten har forestillinger til alle aldersgrupper, og vi vil komme hele vejen rundt i det repertoire, egnsteatret har stået for i årene med mig som leder, siger Flemming Vistisen.  

Og dig selv? 
– Jeg har været i denne branche i næsten 50 år. Nu har jeg simpelthen lyst til at bruge min tid på noget andet. Jeg har et hus i Spanien, og jeg har også lige købt et hus på Lolland. Jeg flytter fra egnen, men kommer ofte tilbage, for jeg har stadig familie, heriblandt min søn, i Holstebro, siger den snart frisatte operamand.  

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jeg vil gerne modtage…