Kærligheden til opera blev hyldet ved årets Aalborg Operapris i Musikkens Hus, hvor den 29-årige sopran Clara Thomsen blev hædret. I juryen sidder operachef Flemming Vistisen fra Operaen i Midten, der var med til at tildele den unge lovende sanger denne hæder. Aalborg Operapris er et samarbejde mellem Aalborg Operafestival og Det Obelske Familiefond.

Aalborg Operafestival skulle have fejret 20 år jubilæum i år, men på grund af COVID-19, er dette blevet udskudt til 2021. Dog skulle Aalborg Operapris stadig uddeles til en talentfuld sanger fra operascenen. Aalborg Operapris blev stiftet i 2003 og her hyldes netop operagenren med skønsang og til endelig skal en ung sanger under 38 år, der har gjort sig særligt bemærket på den danske operascene, modtage den såkaldte Aalborg Operapris. Vinderen af Aalborg Operapris modtager et legat på 25.000 kr., en personlig operavase lavet af glaspusteren Anne Flohr samt et engagement med Aalborg Symfoniorkester.

Alt dette gik i år til den 29-årige sopran Clara Thomsen, som torsdag aften fik overrakt prisen af juryformand og festivalleder Peter Rønn fra Aalborg Operafestival og Viceborgmester i Aalborg Nuuradiin S. Hussein. Som tak for prisen gav den unge sangerinde en smagsprøve på hendes talent ved at synge Gildas arie fra Rigoletto, akkompagneret af Aalborg Symfoniorkester.

Kendte ansigter i juryen
Med i juryen i år sad operakenderen Flemming Vistisen, som er operachef og kunstnerisk leder for Operaen i Midten, der har kontor i Holstebro. Operaen i Midten er en selvejende institution med egnsteater status, støttet af Holstebro, Herning, Struer og Ikast-Brande. Egnsteateret laver relevante, aktuelle og kvalitetsbevidste operaforestillinger for børn og unge. Operaen i Midten er aktuel med forestillingen Operakarrusellen, som kan opleves ved Herning Opera Festival sidste lørdag i måneden 29. august i Sdr. Anlæg i Herning.

Leder af Aalborg Operafestival, Peter Rønn hyldede vinderen af årets operapris Clara Thomsen sammen med jurymedlem og operachef for Operaen i Midten, Flemming Vistisen. 

Jury
Peter Rønn, festivalleder, Aalborg Operafestival
Amy Lane, festivaldirektør, CPH Operafestival
Christine B. Christiansen, journalist, Jyllandsposten
David Riddell, operachef, Århus Sommer Opera
Flemming Vistisen, operachef, Operaen i Midten
Jakob Wivel, journalist, Børsen
Jan Kvistborg, konsulent, Aalborg Symfoniorkester
John Fulljames, operachef, Det Kongelige Teater
Lars Ole Mathiasen, operachef, Den Ny Opera
Peter Lodahl, Musikchef Copenhagen Phil & Tivoli Summer Classic Philipp Kochheim, operachef, Den Jyske Opera
Thomas Storm, operachef, Den Fynske Opera

Modtagere af Aalborg Operapris
2003:             Gisela Stille
2004:             Tuva Semmingsen
2005:             Kristina Wahlin
2006:             Johan Reuter
2007:             Bo Kristian Jensen
2008:             Lars Møller
2009:             Trine Bastrup Møller
2010:             Audun Iversen
2011:             Peter Lodahl
2012:             Vibeke Kristensen
2013:             Jens Søndergaard
2014:             Sofie Elkjær Jensen
2015:             Adam Frandsen
2016:             Denise Beck
2018:             Berit Barfred Jensen
2019:             Simon Duus

Kilde: Aalborg Operafestival og Musikkens Hus
Tekst: Ditte Troldtoft