Hvis du ikke allerede har fået vores nyhedsbrev ind i mailboksen, er det enten fordi du simpelthen ikke er tilmeldt nyhedsbrevet, eller ikke har valgt at krydse af i bekræftelsen du har modtaget, hvis du tidligere stod på listen. Herunder kan du læse, hvad du er gået glip af. Hvis du vil have nyhederne serveret i din ind-bakke kan du melde dig til via kontaktfanen.

Ouverture
En stærk historie bliver løftet af sangens kraft. Det beviser vi i oktober og november med Kærlighed Unlimited over Blichers novelle Hosekræmmeren. Netop nu finder elever i 8. klasse på Ulfborg Skole ud af, hvilken styrke der er i musikdramatiske virkemidler, når de i denne uge får ekstra sceniske virkemidler til at forstå naturfaglige emner. Læs mere om det hele herunder.

 

På plakaten
Koreograf Pernille Garde, instruktør Pernille Elimar, komponist Lars Fjeldmose og tekstforfatter Lars Oluf Larsen er i denne uge på Ulfborg Skole, hvor de sammen med skolens faglærere tager fat på en musikdramatisk tilgang til naturfaglige emner som for eksempel el-lære og proteinsyntese.
Workshop-ugen bygger på de erfaringer samme hold gjorde i 2015 på skolen med metodikken Write A Science Opera præsentation. Den gang blev det en stor succes for alle medvirkende og arbejdet blev hædret året efter, da skolen og Operaen i Midten modtog Springfrøprisen, uddelt af kulturministeren og undervisningsministeren. Også denne gang forventer lærerstaben at ugen giver læring der kan bruges fremover.

 

På vej
Efterårets store forestilling i Operaen i Midten er Kærlighed Unlimited efter Blichers novelle Hosekræmmeren. Prøverne på operaen er netop gået i gang og begyndte med at alle solisterne mødtes, prøvede kostumer og gik gennem hele forestillingen i en læseprøve der fokuserede på karakterernes intentioner og operaens sprog.
Du kan høre uddrag fra forestillingen i næste uge. Det sker når Birgitte Götze og Jesper Brun-Jensen optræder i Bording Væksthuset og Ikast Strøgcenter fredag den 28. september i forbindelse med Kulturnat Ikast-Brande, og når Mette-Maria Øyen og Thomas Storm optræder ved motorvejen i Holstebro i forbindelse med Vejfest i Vest lørdag den 29. september.
Når du så har fået lyst til at opleve det hele, kan du købe billetter via hjemmesiden.

 

Ekko
Der blev slæbt stole ind til publikum igen og igen, da Operaen i Midten var med til at fejre åbningen af Hjertet i Ikast den 8. september. I det fine træklædte refleksionsrum optrådte Birgitte Götze sammen med pianist Olivera Marinkovic, med en række kærlighedssange, blandt andet en bid fra Hosekræmmeren. De begejstrede en publikumsskare på omkring 100 og skabte nysgerrighed for at opleve hele Kærlighed Unlimited. Forestillingen opføres i multisalen i Hjertet. Dels for elever fra Ikast-Brande Gymnasium den 7. november og for alle andre den 8. november. Billetsalget er i gang og der er endnu ledige pladser.

 

Udsyn
Komponist og lyddesigner Nikola Kodjabashia fejrer lige nu stor succes med sin musik til en særlig opsætning af historien om Cyrano de Bergerac på teatre i Skotland. Det lyder langt væk, men næste år kan vi glæde os til at nyde hans evner, når han sammen med instruktør Mia Theil Have står i spidsen for en forestilling for Operaen i Midten i blandt andet Struer. Lige nu har forestillingen arbejdstitlen Barnets Sang, og der arbejdes på både form og indhold i disse uger. Vi glæder os til at kunne fortælle mere.