Pæne ord i julegave

Kostumerne snurrer hos renseriet, rekvisitterne er sat på lager og noderne er lagt på hylden, så Snehvide har fået juleferie.

Inden længe sænker julefreden sig også over Operaen i Midtens kontor, men først kan vi glæde os over at Morten Hede fra Teateravisen har anmeldt forestillingen.

”Denne version appellerer i høj grad til børnene” skriver han, og noterer sig også at brødrene Grimms nedskrivning af det gamle folkeeventyr er blevet ændret en hel del. For eksempel glæder han sig over den ekstra nuance der er tilføjet, ved at prinsen ikke blot er den der vækker Snehvide fra de døde, men oven i købet er en fredsskaber fra nabolandet.

Morten Hede skriver videre at: ”Operaen i Midtens Snehvide er produceret og iscenesat på professionel vis, og der er ligeledes mange kvaliteter i scenografien og kostumerne”.

Anmelderen slår fast at Snehvide er: ”en fin og velproduceret operaversion af den kendte eventyr, og den fungerer derfor fint som indgang for børn og unge, der ikke er operavante”.

Han bemærker at forestillingen var en del af festivalen GrowOP!, som jo var Danmarks første operafestival for børn og unge. Her har et af de fremmeste mål netop været at vise at operagenren har noget at byde på for alle, også de mindste og de mange, der ikke vælger opera som det første.

I egnsteatret ser vi tilbage på et begivenhedsrigt år, hvor vi endnu en gang har været langt omkring i de fire hjemkommuner og andre steder. Et år hvor opera og musikdramatik er blevet opført både i kirker, på biblioteker og på store teaterscener.

Vi ønsker alle en herlig jul og et dejligt nytår.