Skolemateriale

På denne side findes materiale, som vi håber I kan gøre brug af i forbindelse med børneoperaen Billederne Synger.

Ordliste

Opera: Kommer af ordet opus, der betyder værk. Opera er en teaterform, hvor man synger i stedet for at tale. Operaer handler om de store følelser, f.eks. kærlighed og had – sorg og glæde.

Museum: En bygning med adgang for alle og med udstillinger af interessante og vigtige ting. Museerne opstår først i Danmark efter ca. år 1800.

Kunst: Ordet kunst kommer af at kunne og bruges kun hvis man har særlige evner inden for især musik, litteratur, teater, maleri, tegning og lignende. Kunstnere får os til at se på verden på nye måder.

Selvportrætter: Mange billedkunstnere bruger sig selv som model for at afprøve forskellige måder at tegne og male på og for at lære sig selv bedre at kende. Willumsen tog mange fotografier af sig selv og malede efter dem. På den måde fortæller han os, hvordan han har det.

Kongeportrætter: Når konger og andre mennesker med magt og indflydelse bliver malet, sker det ofte for at fremhæve de bedste sider ved dem. Men nogle gange overdrives det positive. Den slags billeder kaldes for repræsentationsstykker.

Spørgsmål

Har du været på andre museer? Hvis ja, hvilke?

Hvad kan du bedst lide ved at gå på museum?

Har du set noget, du godt kan lide?


Oplysninger og spørgsmål om Christian IV og Wuchter

Af Abraham Wuchters, 1638  |  Frederiksborg slot  |  Hillerød

Christian IV blev født i 1577 og var konge fra 1588-1648. Han er især berømt for at grundlægge byer og bydele. Han fik opført mange markante bygninger. Han er den konge, der er flest portrætter af i Danmark.

Han sørgede for, at der kom kunstnere fra udlandet.

Spørgsmål

Kan du lide maleriet af Chr. IV? Hvorfor?

Hvordan kan man se på maleriet, at han er konge?

Prøv at beskrive hans tøj!

Abraham Wuchters (1610-1682)
Blev født i Nederlandene. Han blev inviteret til Danmark af Christian IV. Kort efter ankomsten malede han det viste portræt. Siden blev det til en lang række helfigur-portrætter af kongelige og adelige. Han blev udnævnt til kongelig hofmaler i 1671.

Christian IV (1577-1648)
Bragte Danmark i krig flere gange. I 1644 blev han såret i slaget ved Kolberger Heide og mistede det ene øje.

Christian IV elskede mad og kvinder. Han var gift to gange og fik i alt 23 børn med fem forskellige kvinder. Man siger om ham, at han var en engageret, men streng far.

Christian IV grundlagde Christianshavn og flere byer. Han stod for opførelsen af Børsen, Holmens Kirke, Rundetårn, Regensen, Nyboder, Rosenborg – og Frederiksborg Slot. De fleste af bygningerne er inspireret af en byggestil, som blev brugt i Nederlandene.