Erling Kulberg om Schultz

Svend S. Schultz og operaen

Af Erling Kulberg, lektor mag. art.

Svend S. Schultz, f. 1913, hører som komponist til de moderate blandt moderne af faget. Hans musik har en umiskendelig dansk tone, men bærer iøvrigt ikke præg af stærktvirkende forbilleder, bortset fra en interesse for fransk esprit og wienerklassisk ynde.

Svend S. Schultz tilstræbte det elegante, ubesværede og musikantiske udtryk i sin musik. Det var ikke de tungeste filosofiske eller kompositionstekniske problemer, han tog under behandling. Hans kunstneriske grundindstilling afspejles i en udtalelse helt tilbage fra de yngre år (1946): ”At berede et menneske en umiddelbar musikalsk glæde er for mig en større tilfredsstillelse end en fagmands spidsfindige bedømmelse.

Stikord til en karakteristik af Schultz’ musik er f.eks. lethed, elegance, munterhed, ynde, musikantisk spilleglæde, melodisk sikkerhed og udsøgt formsans. Det er musikkens egne præmisser, der ligger ham på sinde og ikke filosofiske programmer.

Da Svend S. Schultz blev udpeget til ”Årets Korkomponist” af Dansk Amatørkorunion, sagde han til undertegnede, at det for så vidt var en ganske pudsig ting,” … for egentlig er jeg jo instrumentalist!” Dette er et nok så interessant udtryk for komponistens selvforståelse, for selv om Schultz har ydet ypperlige ting inden for instrumentalmusikken, som f.eks. Serenaden for strygere (1940), blæserkvintetten Une Amourette (1945) eller den tredie symfoni (1955), synes hans karriere i ganske overordentlig grad at være kædet sammen med vokalmusik. Fra 1949 og mere end 30 år frem var han korinstruktør ved Radiokoret, og herigennem lærte han naturligvis kormediet at kende ud og ind. Herfra ved han hvad der klinger godt og – hvilket ikke er uvæsentligt – hvad der tilfredsstiller sangerne. Som ingen anden dansk komponist har Svend S. Schultz i sin musik formået at uddrage essensen af, hvad danskere kan forbinde med begrebet dansk-lyrisk stil. I Schultz’ korsange er der resonans af ”den danske sangskat”, af Weyse, Heise og Carl Nielsen integreret i en nutidighed som føles fri for epigoneri.

Men mens Schultz’ kormusik væsentlig er af nyere dato, var det fra slutningen af fyrrerne og mere end 20 år frem operaen, der var den måske mest centrale genre i hans produktion – eller bredere defineret: dramatisk musik, for Schultz er også ophavsmand til en omfattende produktion af filmmusik, hørespilmusik og balletmusik.

Nedenstående giver et vue over nogle af Schultz’ værker inden for operagenren.

Om sit forhold til operagenren fortalte Svend S. Schultz:
”Min hang til opera er af så gammel dato, at jeg må sige, den er medfødt. Da jeg for mange år siden fortalte min lærer på konservatoriet, Poul Schierbeck, om mine medfødte tilbøjeligheder, blev han aldeles bestyrtet og sagde, at jeg for alt i verden ikke skulle spilde min tid med at skrive opera. Det var dengang der kun fandtes en trediedel scene for opera i Danmark, nemlig Det Kgl. Theater. Advarslen fra Schierbecks side hjalp ikke, og da jeg selvfølgelig straks stødte på den sædvanlige vanskelighed med at finde en libretto, endte det med, at jeg prøvede på at lave den selv. Det blev så til opera buffa’en ”Bag Kulisserne”, som Det Kgl. Theater til min og Schierbecks store forbavselse antog og opførte i 1949.”
”Bag Kulisserne” blev altså starten på Schultz’ løbebane som operakomponist. Samme år, 1949, kom også ”Kaffehuset” op på Det Kgl. Teater, og på Den Jyske Opera uropførtes ”Solbadet”.

Under overskriften ”En musikalsk tegneserie” skrev Politikens Frede Schandorf Petersen i forbindelse med uropførelsen af ”Solbadet”, at det danske musikpublikum med spænding imødeså ”… hvad den unge danske musiks enfant terrible, Svend S. Schultz, med denne sin anden opera nu havde fundet på for narrestreger ” Rygterne lod ane tilstedeværelsen af en Storm P’sk spritter med hængelås på maven og fuglerede i hatten, to politibetjente a la Gøg og Gokke samt en ung pige i en diminutiv bikini. Schultz, som selv havde skrevet teksten til denne som til flere andre af sine operaer, byggede sin groteske og skruptossede handling op omkring en firkantet hovedperson: scenegulvets faldlem. Handlingen udspilles på det flade tag af en beboelsesejendom i Århus (!), og det er gennem lemmen den unge pige i bikini kommer op på taget for at tage solbad. – Desværre kan lemmen kun åbnes nedefra…! Heraf forviklingerne.
Det er karakteristisk for de fleste af Schultz’ operaer, at de er relativt korte og ligesom intermezzo-agtige, og – som det fremgår af omtalen af ”Solbadet ” – er handlingen specielt i de tidlige værker ofte morsom, underfundig i retning af det groteske.

En særlig genre udgør de såkaldte tribune-operaer, beregnet til turné over det ganske land i lokaler, hvor det sceniske udstyr i reglen var mere end sparsomt. Schultz skriver selv om baggrunden for disse turnéforestillinger, hvor han selv rejste med rundt som énmandsorkester: ”På rejser til landets musikforeninger havde jeg ustandselig fået forespørgsler om det dog ikke var muligt for mig at lave et musikdramatisk værk, der som et diverterende indslag kunne bringe afveksling i musikforeningernes sædvanlige programmer. Jeg blev grebet af tanken, som på mange måder faldt i tråd med i hvert fald en side af mine kunstneriske bestræbelser nemlig den at forsøge at tilfredsstille et musikalsk behov, et musikdramatisk ønske. ”
Operaer af denne type er f.eks. ”Bryllupsrejsen” (1951) og ”Marionetterne” (1957). ”Bryllupsrejsen” blev senere opført på Den Jyske Opera i 1969, denne gang med orkester, sceneskift og hele udstyret. Handlingen er en barok intrige mellem et højst umage nygift par og en dristig tilbeder – udspillet på en bryllupsrejse med nattoget fra København til Ålborg.
Schultz’ eneste helaftensopera er ”Tordenvejret” eller ”Da Søren blev mand”, endnu en munter opera, som opførtes på Det Kgl. Teater i 1956. Herom fortæller Schultz: ”Med den oplevede jeg selv at dirigere på Det Kgl. Theater og denne oplevelse ville jeg aldrig have undværet. Jeg lærte mere om opera og opførelsespraksis i den måneds tid operaen gik, end jeg i flere år havde erhvervet gennem studier ”

Svend S. Schultz var den første herhjemme, der skrev opera specielt for TV. Den første – som var en marionetopera – var ”Hyrdinden og Skorstensfejeren” (1953), og senere fulgte ”Konen i Muddergrøften” (1963) og ”Støv” fra 1969, der dog aldrig blev vist.
Schultz’ vægtigste bidrag til den seriøse operagenre er ”Høst”, som uropførtes på Den Jyske Opera i 1950, og som senere har været produceret to gange i TV med henholdsvis Martellius Lundkvist og Michael Schönwandt som dirigenter. Efter sine første forsøg i den komiske genre havde Schultz lyst til at prøve kræfter med et seriøst emne. Han havde selv en vis skepsis over for sine evners rækkevidde på dette felt, men historien har gjort ”Høst” til den største succes blandt Schultz’ operaer, og han regner den selv for sit hovedværk inden for genren.