Erik Harbo om den musikalske Blicher

Den musikalske Blicher

Af operasanger Erik Harbo, formand for Blicher-Selskabet

Blicher var livet igennem en stor elsker af skuespillets og musikkens kunst.
Ingen af hans dramatiske stykker opnåede dog succes, og han ville nok blive forbavset over, hvor populære hans noveller i dramatiseret form blev i det tyvende århundredes nye medier: filmen, radioen og fjernsynet.

Lad os begynde med ”Hosekræmmeren”. Siden 1953 er det blevet til en radiobearbejdelse, to film henholdsvis 1962 ved Johannes Våbensted og 1971 ved Knud Leif Thomsen. I 1963 sendte fjernsynet sin første version i Sam Besekows instruktion, og i 1991 en helt ny Hosekræmmer kaldet Cecilia.
”Præsten i Vejlby” er Blichers populæreste medienovelle med hele tre film siden 1920. Hertil kommer en tv- og en radiooptagelse, og med tv-optagelsen af ”En Landsbydegns Dagbog” i Klaus Rifbjergs dramatisering skabtes der virkelig røre om Blicher.

Danmarks Radio har gennem årene også sendt en række udgaver af Blichers ”E Bindstouw”, såvel med amatører som professionelle skuespillere. Interessen for Blicher styrkedes også i mange år af en række montager sendt i Danmarks Radio, ofte tilrettelagt af programredaktør Felix Nørgaard. Alene dette fylder altså godt i medielandskabet.

Selv blev Blicher aldrig leverandør af populære vaudeviller og teaterstykker, ligesom ingen af samtidens komponister anvendte ham som librettist (tænk hvor benyttet H. C. Andersen var på dette område).
Blichers hu stod ellers til musikken, og han var selv en habil musiker, der trakterede fløjte og violin så godt, at han udøvede musik med professionelle musikere. Hans instrumenter kan ses på Blicheregnens museum, Thorning.

Hans kendskab og kærlighed til de store komponister var betydelige, men man må også forstå, at sangen stod hans hjerte særlig nær. Han nærede et stort ønske om, at C.E.E Weyse skulle komponere melodier til hans digte, men det var digtere som Ingemann, der nød den gunst. – Til gengæld fik digteren så revanche i forrige og sidste århundrede med de betydelige melodier af Peter Heise, Carl Nielsen, Oluf Ring m.fl. til digte fra ”Ossian” 1807, ”Digte” 1814 (Kær est du fødeland), ”Sneeklokken”, 1826 (Til Glæden), ”Trækfuglene” 1838 (Ouverture og Præludium), ”E Bindstouw” 1842 (Øwli aa Else) samt mange blandede digte fra samlingerne ”Læsefrugter” og ”Nordlyset” og fra novellerne.

Blicher udgav en del af sine noveller under forfatternavnet Peer Spillemand. Spillemændene er mange i Blichers noveller fra kjeltringemusikanten i den lavloftede hedestue til stadsmusikant Fiedler fra Randers, som man får et fint portræt af i de to noveller ”Høstferierne” og ”Juleferierne”. Blicher giver i de nævnte noveller en herlig beskrivelse af, hvordan musikken udøvedes på provinsens herregårde i sidste århundrede. I ”Høstferierne” underholdes det intellektuelle selskab (hørerne fra Randers Latinskole) af den fuldkommen barokke Per Syvspring, der betjener drejeliren, når snapsene har vakt ham til live. Blicher når ganske godt omkring i beskrivelsen af denne jyske Bellmanfigur, der her færdes på Uldumegnen ved Randers. Per Syvsprings hang til Bacchus følges dog ikke af den hos Bellman ligeså vigtige venusdyrkelse.

Hos Blicher dyrkes kærligheden af de unge mennesker. Denne ungdomskærlighed når hos Blicher, ofte på ganske forunderlig vis, først at kulminere efter mange år. Denne udvikling giver til gengæld historien.
Blicher var en stor beundrer af Mozart og ligner heri en lang række digtere fra Bellman til Søren Kierkegaard. Denne Mozartbegejstring, som Blicher sikkert har skrevet om i sine dagbøger, kan vi som bekendt desværre ikke læse om.
Alligevel kan man dykke ned i en slags dagbog og heri finde en beskrivelse af Blichers oplevelse af operaen ”Don Juan”. Det drejer sig om rejsebogen ”Vestlig Profil af den Cimbriske Halvøe”. Digteren påbegynder sin rejse i Hamburg og skriver her om ”Don Juan”, som han formodentlig har kendt fra København (Dupuy, Det Kgl. Teater 1807): – Hvad har de iaften paa Stadttheater? – ”Don Juan” Mozarts Mesterstykke! Tonekonstens Triumph! Musikkens Macbeth! Det maae vi høre! – Jeg gik, og hørte – ja, ene og allene hørte; thi see kunde jeg ikke, for at høre; den Hexemester kan give een Sands Arbeide nok. – At see Don Juan – det er lidt – det er intet, men at høre Instrumenternes Fortælling, Vellystens Historie saaledes fremtonet – det er et Heelt, som Øjet ikke kan dele med Øret.

Hans begejstring for ”Don Juan” når et litterært højdepunkt i novellen ”Fjorten dage i Jylland”. Denne novelle anbefales Mozartelskere; her findes om ikke et sidestykke til Kierkegaards ”ENTEN-ELLER”, så dog et stykke litteratur, der i indsmigrende og humoristiske vendinger når op i Mozarthøjder.
De toner, som synger sig ud af Blichers ”Hosekræmmeren”, vil hos den musikalske læser danne nogle skalaer, der udvikler sig til farver. For den uinteresserede, umusikalske læser forbliver disse farver måske grå og enstonige, sådan som heden ser ud på en regnvejrsdag. – Men trænger man gennem det grå lag, hvor Blicher lader et solglimt, måske et strejf af en hvid sky på en blå himmel lyse op – ja, så er paletten pludselig fuld af farver. – Det er vel disse farver, der inspirerer den moderne komponist af i dag til at sætte Blichers stærke tekst på noder. For øvrigt opførtes uddrag af Svend S. Schultz’ ”Hosekræmmeren” ved et arrangement i Blicher-Selskabet på Hofteatret i København den 1. nov. 1973. Her sad komponisten selv ved klaveret.

(Artiklen oprindelig skrevet til Den Jyske Operas opførelse af Hosekræmmeren 1991)