Hvis du ikke allerede har fået vores nyhedsbrev ind i mailboksen, er det enten fordi du simpelthen ikke er tilmeldt nyhedsbrevet, eller ikke har valgt at krydse af i bekræftelsen du har modtaget, hvis du tidligere stod på listen. Herunder kan du læse, hvad du er gået glip af. Hvis du vil have nyhederne serveret i din ind-bakke kan du melde dig til via kontaktfanen.

Ouverture
Udsolgt og tæt på udsolgt er meldingen i ugen før La Bohème kommer til Jylland. Det er vi ret begejstrede for. Samtidigt er anmelderne begejstrede for forestillingen. Vi glæder os også til at præsentere helt nyt i eftersommeren. Læs mere herunder

På plakaten
På tirsdag den 19. februar bliver der godt fyldt op ved bordene i RemisenBrande til den jyske premiere på La Bohème, og i skrivende stund er der ganske få billetter tilbage til opførelsen samme sted dagen efter. Vi nærmer os også udsolgt fredag den 22. februar på Knudsens i Holstebro, ligesom pladserne også støt og roligt forsvinder til eftermiddagsopføelsen lørdag den 23. februar.
Opsætningen sker i et samarbejde med Egnsteater Undergrunden og Den Fynske Opera, og ved premieren forleden i Værløse, var begejstringen stor, både hos publikum og hos anmelderne. For eksempel gav Knud Cornelius fra Frederiksborg Amtsavis fem stjerner.
Efter de første jyske opførelser rykker operaen til Den Fynske Opera i Odense, men i marts vender La Bohéme tilbage til disse opførelser:
19. og 20. marts i Folkets Hus i Struer
22. og 23. marts på Team Teatret i Herning.

Her flytter salgstallene sig også dag for dag og du kan købe dine via billetter her via vores hjemmeside

Men skynd dig, mens der endnu er ledige pladser.

På vej
Samtidigt med de sidste prøver på La Bohème før premieren, inviterede vi til audition for at finde de rette sangere til efterårets projekter. Vi leder efter sangere, der kan være med i den helt særlige sitespecifikke forestilling der har arbejdstitlen Barnets Sang og som får premiere i Struer den sidste weekend i august. Men de skal også have roller i genopsætningen af den populære Billederne Synger. Folkene bag begge forestillinger er netop nu ved at fastslå, hvem de har lyst til at arbejde videre med.

Ekko
Der kan være ekko i de norske fjelde og dale, men i en fin lille koncertsal i Telemarken i Norge, er der en anden slags ekko, nemlig et minde-ekko, når Jakob Zethner ser sig om i sin sal.
Lige nu synger Jakob rollen som Colline i La Bohème, en rolle som han faktisk også sprang ind i grundet sydgom, da vi var på landsturné med forestillingen i 2011.
Sidste år var Jakob Zethner i Holstebro, fordi han sang med i musicalen Chess, og her besøgte han Skave Nedbrydning og fandt nogle flotte sprossevinduer. Netop de vinduer er nu en del af koncertsalen, så på den måde bliver Jakob også derhjemme mindet om gode stunder i Vestjylland.
Vores Colline regner med, at han også skal en tur til Skave i næste uge.

 

Udsyn
Holstebro Kommune, den ene af Operaen i Midtens fire hjemkommuner, har netop fået kulturministeriets stempel som en af blot seks nationale Talentkommuner. Operaen i Midten var blandt de mange kulturinstitutioner i kommunen, der var med til at skrive under på ansøgningen, så glæden og stoltheden er stor. Den bliver ikke mindre af, at ministeriet også har udpeget både Dansk Talentakademi, Orkesterefterskolen og Balletskolen Holstebro til talentmiljøer. Alle tre er institutioner, som Operaen i Midten har og har haft et godt samarbejde med.