Prøverne på Operaen i Midtens store forestilling er i gang og kostumerne bliver til

Solisterne har øvet sig på de skønne sange hele sommerferien, og nu er de i gang med prøverne for at få det hele til at hænge sammen. Paul Schwartz har komponeret dejlige ørehængere og dramatiske melodier, som de unge sangere tager til sig.

Samtidigt er entusiastiske syersker i gang med at gøre scenograf Jan de Neergaards vidunderlige tegninger til flotte og udtryksfulde kostumer.

Der er købt metervis af stof til heksekappe, kjoler, jægerjakke og alt det andet der skal til, for at skabe Snehvides eventyrlige univers. På systuen kæmper sølvpailletter, grøn filt og mørklilla blonder om opmærksomheden, og de dygtige syersker arbejder på livet løs.

Ud over de figurer der er kendt fra Grimms eventyr rummer den flotte musikalske forestilling blandt andet også en ballet af dyr, så systuen skal også levendegøre harer, hjorte, ræve og andre af skovens væsener.

Jan de Neergaard har godkendt alle materialer og møder inden længe syholdet, så han kan forvisse sig om at hans tegninger får det rette liv.

Scenografen har tidligere skabt de eventyrlige rammer for Operaen i Midtens opsætninger af Hans & Grethe og Askepot, så der venter også publikum en stor visuel oplevelse.

Snehvide kan ses i MCH Herning Kongrescenter den 25. og 26. november og i Musikteatret Holstebro den 2. og 3. december.

Se kostumetegninger og billeder fra systuen, og hør en bid af den herlige musik.