Mads Würtz Gammelmark

Mads Würtz Gammelmark (f. 1971) – projekt-, presse- og teknisk koordinator

Mads Würtz Gammelmark er oprindeligt fynbo, men han har efterhånden boet flest år i Jylland, ikke mindst i Holstebro. Hans første oplevelser med teater går helt tilbage til den spæde barndom i Odense, hvor minderne blandt andet rummer tanker om, hvordan kulissen til Sommer i Tyrol dog kunne holde til at der kunne stå skuespillere på husets balkon.

Mads er uddannet journalist og fik kendskab til Operaen i Midten da han som kulturjournalist på Dagbladet Holstebro fulgte teatrets indtog i byen og dækkede opsætningerne med reportager og anmeldelser.

I 2010 blev han ansat som projektkoordinator i Operaen i Midten. Opgaverne var fra starten at passe hjemmeside, skrive nyhedsbreve, stå for markedsføring og have kontakt til pressen, blandt andet. Han skal også gerne holde sammen på tov-enderne, men får han tre stykker tov vil han nok give sig til at flette. Fordi han kan. Mads laver gerne kostumer og rekvisitter og opfinder underlige løsninger.