Workshops, motorvejsåbning og flere publikummer er emner i Operaen i Midtens nye form for nyhedsbrev.
Du kan læse det her eller melde dig til at modtage nyhedsbrevet via kontaktfanen.

Ouverture

Kære læser, Operaen i Midtens primære opgave som egnsteater er at skabe to årlige forestillinger til de fire hjemstedskommuner. Men ved siden af det er det også teatrets opgave at bidrage til at udvikle scenekunsten i lokalområde med aktiviteter der ligger i umiddelbar tilknytning til teatrets primære opgave. Og dem er der mange af. Derfor ønsker vi at retænke vores nyhedsbrev, så teatrets mange aktiviteter kommer læseren til gode. God læsning.

På plakaten

Pædagoger, studerende, musiklærere og andre der arbejder professionelt med mindre børn får en ordentlig vitaminindsprøjtning i starten af juni. Her inviterer Operaen i Midten i samarbejde med Den Jyske Opera til workshop med to fantastiske kunstnere og forskere fra Portugal. Helena og Paulo Rodrigues vil undervise og inspirere til at skabe kreative musikalske processer for og med mindre børn.

På vej

Operaen i Midten er med, når den sidste del af motorvejen til Holstebro åbner til efteråret. Det lokale egnsteater deltager i fejringen og markerer at sammenhængen mellem teatrets fire hjemstedskommuner nu bliver endnu bedre. Følg med og se, hvad vi krydrer dagen med.

Ekko

Den engelske komponist Michael Betteridge fyldte en flok begejstrede kunstnere med inspiration og ny energi, da Operaen i Midten i samarbejde med Den Jyske Opera fredag holdt workshop. Englænderen har før med succes vist sine evner for at engagere og begejstre, og efter en eftermiddag med voksne professionelle, tog han lørdag fat på at forme en mindre optræden sammen med en flok unge talenter.

Udsyn

Danmarks Statistik viser det: Publikum vælger teatret til. De nyeste tal viser at de statsstøttede og statsligt godkendte teatre på et år har oplevet en stigning på mere end en kvart million publikummer. Det glæder blandt andre Dorthe Bébe, der er formand for Teatrenes InteresseOrganisation (TIO). Hun mener for eksempel at det viser at publikum tager de mange nye formater til sig. Operaen i Midten er helt med på den vogn og opfører børneoperaer i kirker og voksenopera på museer.