Nærvær og entusiasme er blandt de begejstrede anmelder-ord til Snehvide

”Det fortjener stor ros, at operaen som kunstform får et nyt ejerskab og møder et andet publikum, hvor det at udtrykke sig og fortælle historier med sang er noget, der faktisk både er sjovt og let at forstå.”
Sådan skriver anmelder Carsten Gjerløv i Herning Folkeblad efter premieren på Snehvide i weekenden i Herning.

Ligesom masser af andre publikummer er han meget begejstret for den familievenlige forestilling, der underholdt og imponerede både små og store.
”Børnene i salen tog godt imod samtlige af de unges sang- og skuespilmæssige indsats på scenen”, skriver anmelderen også.

Operaen i Midten har fået tilbagemeldinger fra en række publikummer, hvis børn bare må af sted igen til Snehvides eventyrunivers. Mange voksne roser følger også med. ”Bevægende, dybt professionelt og særdeles dygtige”, er nogle af superlativerne.

Herning Folkeblads anmelder glæder sig over nærvær og entusiasme og over de medvirkendes tydelige ønske om at give publikum en god oplevelse. Roser og tilbagemeldinger viser at det er lykkedes.

De mange, der gerne vil se Snehvide igen har chancen i weekenden. Sammen med alle andre kan de købe billetter til opførelserne i Musikteatret Holstebro lørdag den 2. december og søndag den 3. december.