Egnsteatrets mange aktiviteter glæder Mette Bock, der har været på besøg i dag

”Det er skønt at se, at en lille institution som Operaen i Midten kan løfte nogle opgaver, som nogle af de store institutioner måske ikke tør kaste sig over, og det er spændende at høre, hvor bredt teatret favner,” siger kulturminister Mette Bock (LA).

Hun var mandag middag i Holstebro for at besøge Operaen i Midten. Ministeren og hendes følge blev inviteret indenfor på Knudsens, et sted hvor mange af teatrets forestillinger opføres.

”Jeg vil jo gerne se lidt om, hvad kulturlivet i hele landet og i alle hjørner byder på. Det er derfor jeg er her i dag, og jeg er rigtig glad for, hvad jeg ser. Operaen i Midten har blandt andet arbejdet meget med opera for børn og det er væsentligt. Hvis ikke vi starter tidligt, får vi jo ikke næste generation med”, siger ministeren.

Operachef Flemming Vistisen fortalte om teatrets baggrund, om nogle af de mange forestillinger og om det store arbejde teatret de senere år har lagt i at skabe både forestillinger og andre aktiviteter for både babyer, børn og unge.

Ikke mindst rykkede ministeren frem i sædet, da hun så og hørte om, hvordan Operaen i Midten har ført musikdramatikken helt ud i folkeskolen og brugt kunstarten som værktøj til undervisning i naturvidenskabelige fag.

”Jeg er ret stolt af de resultater vi har set på skolerne, hvor eleverne virkelig er blomstret med opgaverne,” sagde operachefen.

I det hele taget var Flemming Vistisen en glad mand.

”Det er dejligt at kulturministeren har lyst til at besøge os, så vi kan vise hende, at der også er liv i operaen i Midt- og Vestjylland. Men også så vi netop kan vise hende alt det andet, som opera kan være, og kan bruges til. Mette Bock virkede meget lydhør og interesseret og så bakkede hun op om vores planer,” siger operachefen.

Han uddyber at noget af det han arbejder med, er det såkaldte Corporate Cultural Responsibility, hvor kulturliv og erhvervsliv arbejder sammen og skaber resultater til fælles gavn.

Ministeren fik også set en lille filmbid af forestillingen Er Gud Hjemme?, der i dag har haft repremiere i Thisted. I morgen opføres den i Nørrelandskirken i Holstebro. Her der der gratis adgang for alle til opførelsen kl. 19.00.

Min.præs. på Knudsens4