Varmer op til verdenspremiere

Operaen i Midten er over det hele i efteråret, efter et forår fuld af opvarmning

Måned efter måned har det rumsteret på den gamle Herning Højskole i år. Her har Musikdramatisk Teaterskoles Talentlinje arbejdet med sang, dans, kamp og sceneudtryk under Pernille Elimars ledelse. De 10 unge mennesker fra hele landet er blevet klædt på i en grad, så de for nylig kunne imponere den amerikanske Broadway-komponist Paul Schwartz.

Han er manden bag al den skønne musik til Operaen i Midtens version af Snehvide, hvor både musik og handling er skrevet specifikt med de unge talenter for øje.

Den første weekend i juni blev talentskolens arbejde rundet af, og samtidigt lød startskuddet til prøverne på Snehvide. Det betyder, at solisterne nu har Paul Schwartz’ helt nye musik til Lars Oluf Larsens herlige tekster at arbejde med i sommerferien.

Se video, hvor komponisten fortæller om samarbejdet med de unge solister.

https://youtu.be/D3en-1_xVYM

Tekstforfatteren har faktisk haft meget at se til i foråret. Ud over at skrive Snehvide og være fast lærer på talentlinjen, har han også været Operaen i Midtens bidrag til Kulturspirerne. I den forbindelse har Lars Oluf Larsen arbejdet i en lang række børnehaver, hvor der er blevet sunget og danset til hans sjove sange om blandt andet sol, vind og blomster. Via dette projekt har Operaen i Midten sammen med en række andre kulturinstitutioner givet værktøjer til en masse børn og pædagoger, så de kan få kultur ind i hverdagen.

Kulturspirer synger

Lars Oluf Larsen stod også i forgrunden som sanger, da Operaen i Midten gik Off Road med Carl Nielsen Jazz Trio i starten af maj. Her kom teatret ud på nye scener med nationalkomponisten i nye klæder. Gæster på Uhre Mølle, Restaurant ved Fjorden i Struer, Herning Bibliotek og Plexus Idom-Råsted fik ganske særlige oplevelser.

Carl Nielsen Jazztrio i Plexus

Nu kalder sommer og ferietid, men i efteråret er vi på banen med repremieren på Er Gud Hjemme? og verdenspremieren på Snehvide. Begge forestillinger er også med i festivalen GrowOP!, hvor vi præsenterer endnu mere opera for børn og unge, både dansk og udenlandsk.

Følg med her på hjemmesiden, på facebook og i nyhedsbrevene, hvor der kommer masser af information, når vi kommer tættere på. Det er allerede nu muligt at købe billetter til flere forestillinger.