Undervisningsmateriale

Forslag til forberedelse

Det er vigtigt for os at understrege, at forestillingen ikke er forkyndende! Forestillingens idé udspringer af tanken om, at man flere steder vælger at lukke kirker, fordi der ikke har været søgning til dem. Hvad kommer vi mennesker til at mangle, hvis vi ikke har et rum som kirken, at opsøge?

Efter forestillingen vil eleverne få udleveret et program, på samme måde som man kan købe et program til mange andre teaterforestillinger. Vi vælger at udlevere programmet ved udgangen, så eleverne har noget at se i bagefter. I programmet kan man læse om de medvirkende, om handlingen og om Operaen i Midten. Her er også sider med billeder, der kan inspirere til snak om, hvad engle er? hvem de vise mænd er? og ikke mindst: Hvornår er Gud hjemme? Vi håber det giver anledning til gode samtaler, både på klassen og hjemme i familien.

Inden I kommer til kirken for at se forestillingen, er her nogle forslag til forberedelse:

Handling

Når man ser en opera, kan det nogle gange være en god idé at kende til handlingen på forhånd. Selv om vores sangere gør meget for at sikre en tydelig udtale, kan der være ord, der går tabt, ikke mindst når de synger i munden på hinanden.

Derfor er her en kort version af handlingen i Er Gud Hjemme?

En engel ved navn Lucy, har mistet sine vinger, og er faldet fra sin sky ned i en helt tilfældig by, hvor hun nu arbejder som kirketjener. Da hun falder over et brev, der antyder at kirken skal lukkes, gør hun det til sin mission at forhindre dette. Hun må gøre noget godt for at få vingerne tilbage.

Tre mænd træder ind i kirken: Per Kash, arkitekt og entreprenør, Baldo Zarr, mørk gospelsanger og Mel Chi Horr, japansk sushikok. De har alle tre et brev, der giver dem råderet over kirkerummet, og de har alle tre en idé om, hvad den skal bruges til. Lucy bliver desperat, og bruger sin magi til at lukke dem inde i kirken, indtil hun har fået reddet trådene ud. I det fælleskab der opstår, diskuteres livets store spørgsmål: Hvem, hvad og hvor er Gud, og er han overhovedet hjemme?

Lucy opdager, at de tre mænds navne minder om ”De tre vise mænd”. Inspireret af dette, beslutter de tre sig for at drage ud i verden for at lede efter ”det guddommelige”. Lucys egen mission er mislykket, tror hun. Men idet hun tilsidesætter sig selv for at hjælpe de tre mænd videre, har hun uden at vide det, gjort sig fortjent til at få sine vinger igen, og kan flyve væk. Som en engel.

De medvirkende karakterer:

Lucy:

I forestillingen er Lucy kirketjener, men hun er også en engel, der har mistet sine vinger, altså det, der kaldes en falden engel. Hvis man læser om faldne engle, er der en der dukker op igen og igen. Det er Lucifer, en ærkeengel der mister sine vinger og bliver til Djævelen!

Vores kirketjener Lucy er ikke Djævelen, men måske er hun den kvindelige halvdel af den engel Lucifer var, og måske skulle den anden halvdel have lyttet mere til hende. Hun vil jo gerne have vingerne igen, og prøver at finde ud af, hvad hun kan gøre af godt, for at få dem tilbage.

 De tre vise mænd:

I forestillingen ”Er Gud hjemme?” dukker tre herrer op i kirken. Arkitekten Per Kash, sushi-kokken Mel Chi Horr og gospelsangeren Baldo Zarr. De har alle modtaget et brev, der får dem til at dukke op.

Ved juletid høres historien om De tre Vise Mænd. De dukker op hos det nyfødte Jesus-barn, fordi de har fået besked. Ikke med et brev, men fordi de har set en stjerne.

Det er historien om de tre, der har givet Pia Rosenbaum og Lars Oluf Larsen ideen til at lukke tre mænd med ideer ind i kirken. Det står ikke i Bibelen, at der var lige præcis tre. Det er noget, som nogen har fundet på sidenhen, vistnok fordi der i Bibelen står, at de havde tre gaver med.

I Bibelen er også nævnt, at de kommer fra Østerland, altså et sted i Mellemøsten eller over mod den vestlige del af Asien. Det giver mening, da stjernetydere på det tidspunkt, hvor Jesus blev født, ofte kom fra den del af verden.

Senere har man så fundet på deres navne og på at de kom fra hver sin del af den verden, man kendte til for et par tusinde år siden. Ifølge traditionen er Caspar fra Europa, Melchior fra Asien og Balthasar fra Afrika. Sådan kan man sige, at hele verden hylder den nyfødte Guds Søn.

Kirken

Vi har valgt at opføre forestillingen i danske folkekirker. Det kunne lige så godt have været andre tros-huse, men Den Danske Folkekirke har flest kirker fordelt ud over landet.

Man kan tale om, at der findes muslimske moskeer, jødiske synagoger og katolske kirker, samt at andre trossamfund mødes på andre måder. Der er trossamfund, der mødes i noget der ligner mødelokaler, og der er andre, der mødes i naturen og dyrker deres guder. For eksempel de asa-tro.

Kirker kan bruges til meget. Ud over gudstjeneste er der for eksempel bryllup og begravelse, men der kan også være koncerter, foredrag, skuespil, udstillinger og meget andet, ligesom at gudstjenester også kan være forskellige. Tjek den lokale kirkes hjemmeside og se hvor mange arrangementer, der er.

Det kan også være en mulig forberedelse, at tale om, hvad kirkens hus består af:

Våbenhuset:

I de fleste kirker, er våbenhuset det første du træder ind i. Det stammer fra den gang, hvor mange mænd bar våben. For at understrege den fred, der skal findes i kirkerummet, lægger man sine våben. I dag kan man bruge våbenhuset til, lige at trække vejret og ryste hverdagens larm af sig.

Kirkeskibet:

Det største rum i kirken, der hvor menigheden sidder, kaldes kirkeskibet. Man kan forestille sig, at menigheden er gået om bord på et skib, som præsten sørger for at styre hen mod Gud. I mange danske kirker hænger der i dag også en model af et skib.

Døbefont:

Når et barn bliver døbt, er det et tegn på, at det er medlem af menigheden, og at dem, der sørger for at få det døbt, synes at barnet skal tro på Gud. I Bibelen kan man læse at Johannes Døberen stod ude i en flod, og dykkede mennesker helt ned under vandet som et tegn på, at de troede på Gud. I meget gamle dage havde man bassiner ved kirker, så mennesker kunne komme helt under. Siden fandt man på døbefonte og på mest at døbe helt små børn, men de skulle stadig have hele kroppen ned. Derfor er mange gamle døbefonte ret dybe – og derfor er der i dag fade af metal i døbefonten, så der ikke skal så meget vand til.

Alter:

Alteret består for det meste af et bord og en altertavle. Langt tilbage hos de første kristne var bordet det sted, hvor man holdt nadver, altså at de kristne spiste sammen.

Nu er alteret det sted, hvor præsten knæler, når han selv skal takke Gud, og det er bordet, hvor kanden med nadvervinen og bakken med oblaterne står. Det er også tit her, der står store lysestager.

Altertavlen er ofte et maleri, der forestiller Jesus eller en scene fra Bibelen, men det kan også være noget, der blot kan sende tankerne af sted eller give noget at tænke over. Nogle steder er der blot et kors.

Knæfald:

Foran alteret er en slags rækværk, ofte med hynder ved. Her kan menigheden lægge sig på knæ, når der er nadver. Altså når de kommer til præsten for at få altervin og oblater.

Prædikestol:

Tit skal man kigge lidt til den ene side for at finde prædikestolen i en kirke. Det er faktisk bare præstens talerstol, men den kaldes en prædikestol, fordi det er her præsten går hen for at holde sin prædiken. I prædikenen forklarer præsten, hvordan man kan forstå en bestemt tekst fra Bibelen.

Opera 

Uha, opera er nok noget skrækkeligt kedeligt og uforståeligt noget om gamle dage, og hvor tykke damer er en time om at dø. Sådan behøver det ikke være, og det viser for eksempel denne forestilling

Opera: kommer af ordet opus, der betyder værk.

Opera er en teaterform, hvor man synger i stedet for at tale. I klassisk opera bliver det hele for det meste sunget, men der kan også være talte replikker ind i mellem. Det sker ikke kun i moderne operaer, men findes for eksempel også i Mozarts Tryllefløjten.

Opera er musikdramatik, ligesom musical for eksempel også er. En væsentlig forskel er måden at synge på. Operasangere har lært at synge klassisk, hvilket vil sige at de synger på en anden måde. De lærer at bruge hele kroppen som højttaler, og kan derfor synge, så det kan høres i en hel sal eller en hel kirke, uden at bruge mikrofon.

I forestillingen ”Er Gud Hjemme?” er der både sang og talte replikker. Man må gerne grine, når de medvirkende siger eller synger noget sjovt – og det gør de!