Snehvide bliver både smuk og sjov og proppet med vidunderlig musik. Se den snart

Der bliver knoklet hver eneste dag nu. Det gælder i øvelokalerne, hvor dans, sang og gestik finpudses, men også i endnu et øvelokale hvor orkestret får alle nuancerne med i den smukke musik til Snehvide.

Detaljerne på kostumerne får også en tur, ligesom kulisser og rekvisitter falder på plads. Der er meget at se til, men ligesom i et hvert andet skønt eventyr er det sikkert at det ender godt. Det ender nemlig med verdenspremieren på lørdag den 25. november.

Den dag stråler de 13 solister, koret og balletdanserne langt ud over scenekanten i MCH Herning Kongrescenter og giver liv til den herlige historie som Lars Oluf Larsen har skrevet på en bund af Brødrene Grimms gamle eventyr.

Historien bliver til opera fordi Paul Schwartz har skrevet skøn musik der klinger både lækkert og dramatisk. Der er ligefrem potentiale for ørehængere.

Pernille Elimar iscenesætter det hele med en ganske særlig flair for netop musikdramatik. Det betyder at hun bruger musikken intenst, ikke blot til at understrege stemninger, men også til at sætte solisterne i rammer, hvor rytmer og toner bruges til at sætte hele scenen.

Alle de professionelle med stor scenekunstnerisk erfaring giver de trygge rammer for de unge på scenen. De medvirkende er blevet udfordret, men de er vokset med opgaven og både de unge solister, MidtVest Juniorkor og danserne fra Det Kongelige Teaters Balletskole giver sig fuldt ud og viser at talentet kan bære.

Det er på alle måder et eventyr der bliver serveret om en uge.

Se Snehvide

den 25. og 26. november i MCH Herning Kongrescenter
og
den 2. og 3. december i Musikteatret Holstebro.