Billederne Synger

Billederne Synger

“Billederne synger – en opera for børn på museum” er kunstarternes “crossover”, hvor maleriets storladenhed og sangens følelsesmæthed går hånd i hånd i denne nykomponerede opera om billedkunst og kærlighed.
Kunstmuseet rummeer de mange stærke visuelle fortællinger og vil kunne matche operaens kraftfulde udtryk. Et møde mellem kunsten for øjet og kunsten for øret. Ved at skabe et sanse- og oplevelsesrum i museet, indføres børnene på samme tid, på en kunstnerisk og pædagogisk måde, i billedernes og operaens verden.

Historien tager sit afsæt i tre malerier, nemlig Christian IV malet af Abraham Wuchters i 1636, Zulma, et papirklip skabt af Henri Matisse i 1950, samt J.F. Willumsens selvportræt fra 1933. Det er tre meget forskellige billeder fra hver sin epoke, og det er epoker, der også kommer til udtryk i operaens nykomponerede musik.

Billederne bliver levende i forestillingen, og figurerne træder ud af rammerne. De synger og interagerer med de “rigtige” personer i en spændende og begivenhedsrig handling. Til sidst, efter en sand tour de force, smelter det hele sammen i et fjerde og vildt maleri.

Operaen er for børn på folkeskolens mellemtrin og deres voksne. Det er Lars Fjeldmose, der har komponeret musikken, mens Lars Oluf Larsen har skrevet librettoen. Nina Schiøttz står for scenografien, mens Pia Rosenbaum har fået ideen, ligesom det er hende, der står for instruktionen.

Fem sangere bringer liv i billederne. Det er: Sopranen Stine Rosengren, mezzosopranen Liv Oddveig Midtmageli, tenoren Lars Oluf Larsen, barytonen Joachim Knop og bassen Johannes Mannov. Lars Fjeldmose trakterer pianoet.

Operaen i Midten vil opføre forestillingen på museer og kunsthuse i alle vores hjemkommuner i februar og marts 2013.

Billederne synger skabes i et samarbejde mellem Operaen i Midten, Den Ny Opera og Operakarrusellen. Turneen til museer i Region Midt er muliggjort af støtte fra Region Midtjylland.

Tak til: Snedker Søren Boesen, Teatermalerne aps, Gudrun Sjödén, Blå Form og Ishøj Teater.